Tale ved standernedhalingen 2022
Formandens tale ved standernedhalingen, lørdag den 5. november 2022, kl. 13:00
Kære sejlklub – kære medlemmer!
Vi er nu ved at lægge sejlsæson 2022 i vinterhi, og over den kommende måned bliver de fleste både, som ikke var med i sidste lørdags bådoptagning også taget på land, tømt for udstyr og pakket ind til der igen til foråret tages fat på en ny sejlsæson på Arresø.
Denne sæson var den første uden de begrænsninger, som Corona tidligere lagde over aktiviteterne og nu synes covid som noget, der skal overstås sammen med influenzavaccinen her ved efteråret.
Sejlklubben har nu gennemløbet sin 53/54-tyvende sæson og denne har også bragt stort og småt. At sejlklubben fortsat er populær, ses også af et stigende medlemstal.
Det er altid glædeligt at betragte – og være en del af – denne aktivitet, og det er også super, at se den store hjælpsomhed, der udspilles blandt medlemmerne; der gives en hånd med ved en trosse – der hjælpes med gjordene – der sikres at bådene kommer rigtigt på plads ved vinter pladsen.
Kendetegnet for sejlklubben er, at ingen lades alene tilbage på broerne og at der altid er hjælp – og ikke mindst gode sejlråd – at hente fra de mere erfarne sejlere. Det er også med til at tiltrække og fastholde nye medlemmer. Dette er et fint kendetegn ved vores sejlklub og det er vigtigt at både påskønne og fastholde dette.
Det er også vigtigt at påskønne det store frivillige arbejde, som heldigvis mange medlemmer yder både i dagligdagen og ved de større opgaver i forbindelse med sejl sæsonen – En stor tak for dette!
Bestyrelsen har gennem denne sæson haft en travl periode for at opfylde de planer og målsætninger, der blev lagt efter GF.
Blot for at nævne de vigtigste opgaver;
• Fastholde medlemmer og sikre en fornyelse, hvilket vi er lykkedes med.
• Holde en sikker økonomi i klubben, hvilket alle kan læse i vores referater er lykkedes – endda med flere kontingentpenge end budgetteret.
• Projekt ”Sikker Havn” blev søsat og der er løbende blevet sikret nyt og ordentligt redningsudstyr på havnen. Kranen fik i samme omgang en ordentlig overhaling og modernisering og kan bruges sikkert i mange år fremover. Projektet ”Sikker Havn” gælder alle på havnen og er også med til at sikre et godt indtryk af den fokusering, der er på sikkerhed.
• Dialogen med andre brugere på havnen og nærmiljøet, er styrket både over for Kajakklubbens medlemmer og Lokalrådet mm.
• Anlægsprojekterne fra GF er behandlet gennem året; der har været en ny procedure fra kommunen omkring tilskudsansøgninger, hvorfor de har trukket lidt ud. Fliseprojektet ved jollehuset kunne desværre ikke opnå kommunal medfinansiering, men vi igangsatte det alligevel ud fra GF-ønskerne. Området er fint ryddet (tak ungdom) og vi er som sådan klar til flisearbejdet. Dog… har vi måtte afvente en fornyet godkendelsesproces hos kommunen, da der er de igangværende lokalplansarbejder, der på en måde også involverer dette projekt.
• De to broprojekter (Vestbro og Flagbro) er derimod sluppet gennem det store nøglehul hos kommunen og er optaget som tilskudsberettigede. Af hensyn til den forventede prisstigning på materialer, ønskes der en fornyet anlægsbeskrivelse hvilket jo lyder fornuftig. Tilskud kan først udløses i begyndelsen af 2023, hvorfor ingen af broprojekterne kan igangsættes i år.
• Når vi nævner Lokalplanen, er vi også ovre i den virkelige tunge afdeling med arbejdsopgaver. Lokalplanen er nu politisk igangsat og der forventes et forløb, der over de kommende 6-8 måneder vil resultere i en endelig lokalplan for hele havneområdet. Processen blev også som bekendt forlænget i et par år på grund af Corona. Udgangspunktet for lokalplanen kan i sin helhed læses på MF, hvor der også er beskrevet om anlægsprojekter, problematikker ved havne dybder og andet.
Ungdomsafdelingen har igen i år bragt meget aktivitet til klubben og havnen.
Taget i flæng, har de erfarne ledere og ungdomstrænere Anders, de to * Bo og Henrik, stået for:
• Åben sejlklub, hvor områdets unge (og deres forældre) fik afprøvet hvilke sjove tilbud, der er på vandet
• Sailing Arresø, hvor Gilleleje Sejlklub besøgte havnen til fælles sejlads og hygge
• Mange træningsrunder
• Ungisejlklubben med DS
• Og så ikke at forglemme Thor og Jonathan, der deltog i VM i Spanien for Hobie 16. Super video, der findes på fb.
Sejlsæsonen har været både fin og – ved jeg – irriterende for sejlerne, når vinden ikke ville de dage, der ellers var afsat til de mere traditionelle sejladser i klubben. Det er altid ærgerligt, at der ikke kommer et messingskilt op, men vi håber på bedre vejr næste sæson.
Arresø Sejlklub kommer også på det hvide lærred, idet havnen (og Pippi) lægger plads til en kommende spillefilm ”Bedre Tider”, som brødrene Avaz står for at producere. Scenerne på havnen blev optaget i går og der indgår en masse optagelser i Ramløse området, da filmens hovedperson bor i området.
Så er vi kommet frem til en af de gode traditioner i ARS, når vi gennemfører standernedhalingen.
Jeg har “saxet” følgende fra Leksikassen / hjemmesiden:
Standernedhaling: Standernedhalingen markerer den officielle sejlsæson for afsluttet. Ved standernedhalingen kan det forekomme, at sejlklubbens stander overrækkes til et medlem af sejlklubben, som en tak for god klubånd, og/eller en særlig indsats for klubben.
Bestyrelsen har set sig omkring i klubben og fået øje på et yderst hjælpsomt medlem, der frivilligt påtager sig mange praktiske håndværk relaterede opgaver, der ellers (nok) ikke blev løst. Meget til stede på havnen. Også et meget vellidt indslag blandt mange medlemmer til det mere kulinariske / sociale.
Så jeg vil bede medlem nummer 698 Søren Sadolin komme frem og modtage årets klubstander 2022.
Tillykke!
Og så vil jeg afslutte med at bede alle om at udbringe et trefoldigt hurra for Arresø Sejlklub – sejlklubben længe leve; hurra-hurra-hurra og suset fra Arrersø. Suuuuuuuu…..
Og så står der videre på hjemmesiden;
Sejlklubben er efter standernedhalingen vært med en bid brød. Så velbekomme!
