Fra Steffen til Formanden.
Kære Formand Peter.
Det ville klæde dig at forholde dig til klubbens store problemer i stedet for til juristeriet.
Du har en bestyrelse, hvor tre bestyrelsesmedlemmer forlader bestyrelsen, en påtænker at melde sig helt ud for at sejle i en anden klub, en anden overvejer at melde sig ud, og de to bestyrelses suppleanter har allerede helt forladt klubben for at sejle i en anden klub.
At de afgående bestyrelsesmedlemmer er så pæne mennesker, at de bare forlader posterne, og måske klubben, uden den store ballade, tjener vel bare til deres fordel.
Men jeg tænker, at de åbenbart er kommet i en situation, de ikke længere kan stå ved.
Dertil har du en klub hvor 4 af de mest aktive både er solgt eller flyttet, og foreløbig 8 medlemskaber har meldt sig ud, og flere er i overvejelser om at forlade klubben.
Et gammelt medlem meldte sig ud og solgte sin båd allerede sidste år efter uoverensstemmelser med havnefogden.
Klubben er igen er ved at få et råddent ry i lokalområdet og hvor en gruppe medlemmer jævnligt “flasher” at klubben har et alkoholproblem.
Klubben har en fantastisk ungdomsafdeling, der ikke føler sig bakket op af formanden, og dermed af bestyrelsen, og som øvrigt allerede har forelagt problemerne for bestyrelsen uden at føle sig taget alvorligt.
Det var måske mere interessant for medlemmerne at høre hvordan du vil rydde op i problemerne end hvordan du vil kæmpe for at beholde din taburet.
Men igen, af dit åbne brev til mig fremgår det med al tydelighed at du ikke anerkender, at der er problemer, hverken med klubbens ry, ungdomsafdelingen eller med at medlemmerne forlader klubben, og at du åbenbart er stolt og tilfreds med udviklingen.
Som du kan læse af mit brev til medlemmerne så kender jeg udemærket regler og vedtægter.
Men vi behøver ikke gå over åen efter vand.
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed, og generalforsamlingen kan vedtage en motiveret dagsorden med et mistillidsvotum, osv.
Og skulle generalforsamlingen komme til at vedtage noget ,du mener er i strid med vedtægterne, kan du jo altid klage til DS og Dansk idrætsforbund eller byretten, men resultatet vil nok forblive uændret.
Læser du mit indlæg grundigt, så vil du dog se at jeg ikke har stillet nogle forslag til vedtagelse.
Udover, selvfølgelig at generalforsamlingen ikke vedtager bestyrelsens beretning, og om nødvendigt vælger tre nye bestyrelsesmedlemmer med det formål at udskrive en ekstraordinær generalforsamling.
Men jeg er kommet med nogle relevante forslag til at diskutere hvor klubben skal hen.
Helt grundlæggende så er det ikke så vigtigt, hvem der er formand, som hvilket bagland formanden “pleaser”
Min agenda er derfor, at så mange medlemmer som muligt møder op, især dem der ikke ønsker “Ramløse Bodega” – så vi kan få etableret et flertal der ønsker en rigtig sejlklub.
Inden det er for sent.
Og så må den aktuelle formand rette ind efter det. Eller tage sit gode tøj og gå.
Mvh Steffen.
