Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling

Hermed indkaldes til ekstraordinær generalforsamling

Tid: Lørdag den 18. maj 2019, kl 10.00

Sted: Klubhuset

Begrundelse:
Vores hidtidige bank, Basisbank, har per 1. april 2019 ikke ønsket længere at servicere foreninger. Arresø Sejlklub er derfor blevet opsagt. Vi har fået ny bank, der kræver klubbens vedtægter nøje fulgt. Det betyder, at alle økonomiske transaktioner skal underskrives af BÅDE formand OG kasserer. Det gælder ALLE indkøb, også småindkøb, hvilket er højst uhensigtsmæssigt. Og det er ikke rimeligt, at alle køb skal gå over en privat konto.
Derfor foreslår bestyrelsen nedenstående vedtægtsændring.

Vedtægts grundlag:§11. Ændringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer er tilstede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for ændringsforslaget.
Stk. 2. Opnås 2/3 flertal på en generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Hvis også 2/3 af de stemmeberettigede på denne generalforsamling stemmer for ændringsforslaget, er dette vedtaget, uanset hvor mange stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

Dagsorden

1. Valg af dirigent

2. Valg af referent

3. Forslag til vedtægtsændringer

Nuværende tekst:
§9. Stk. 12. Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formand som kasserer.
I alle sager, der angår køb eller pantsætning af fast ejendom samt anlægsarbejder ud over almindelig drift og vedligeholdelse, kræves en generalforsamlingsbeslutning.

Ønskes ændret til:
§9. Stk. 12. Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner vedr. den daglige drift og vedligeholdelse kan kasserer underskrive alene. Formand og kasserer kan i fællesskab til andre bestyrelsesmedlemmer udstede prokura op til kr. 10.000 per kalendermåned. Bestyrelsesmedlemmer, der i henhold til ovenstående har prokura, hæfter personligt overfor Arresø Sejlklub for alle økonomiske dispositioner, som de underskriver for, indtil formand og kasserer, subsidiært bestyrelsen eller generalforsamlingen, har godkendt dispositionen.
I alle sager, der angår køb eller pantsætning af fast ejendom samt anlægsarbejder ud over almindelig drift og vedligeholdelse, kræves en generalforsamlingsbeslutning.

Ændringen vedrører alene det med fed skrift.

4. Eventuelt

__________________________________________________________________________________________________________

Ekstra ekstraordinær generalforsamling

Såfremt der ikke møder tilstrækkeligt mange medlemmer op på ovenstående ekstraordinære generalforsamling til at forslaget kan vedtages (mindst 28 stemmeberettigede), OG såfremt 2/3 eller flere af de fremmødte stemmer FOR forslaget, er vi nødt til at have en ekstra ekstraordinær generalforsamling, jævnfør §11, refereret ovenfor.

Den vil blive afholdt:

Tid: Lørdag den 18. maj 2019kl. 10.15
Sted: Klubhuset

Dagsorden: Som på første ekstraordinære generalforsamling.

Ramløse, den 26. april 2019

Bestyrelsen

Skriv et svar