Tak for en god generalforsamling

Kære medlemmer

Overskriften hentyder selvfølgelig til hvad vi alle kan være godt tilfredse med.

Generalforsamling 2016 blev afviklet i den bedste stemning og uden spidse kommentarer eller indlæg der så let genererer dårlige vibrationer.
Ordstyreren skal have en del af æren efter min mening. Med sikker hånd og stringent håndtering af hele processen, forløb generalforsamlingen let og elegant.
En stor tak og anderkendelse til Ole Santon for indsatsen skal lyde herfra.

Formandsvalget og det efterfølgende afstemningsresultat kom nok som den største overraskelse på generalforsamlingen. Ikke mindst for mig selv hvor underligt det end kan lyde.
Det lå på ingen måde i kortene for min fremtid at jeg pludselig stor med muligheden for at indtræde som ny formand i Arresø sejlklub. En telefonopringning og samtale kort før generalforsamling, samt en kommentar fra fruen herhjemme, der mente jeg burde have noget mere meningsfuldt at foretage mig ud over min elskede hobbykælder. ændrede mine planerne for fremtiden 180 grader.

Nu står jeg så med formandskabet i hænderne og skal gøre alt for ikke at skuffe på den tillidserklæring der er blevet vist mig ved afstemningen til formandvalget.
Jeg frygter ikke opgaven men beder alligevel til jeg lige får rum og tid til at finde fodfæste i den nye situation jeg pludselig står i.

Afslutningsvis vil jeg gerne ønske alle en god påske med familie og venner og til bådejerene vil jeg ønske god arbejdslyst med den forestående klargøring.

De bedste hilsner fra formanden
Mogens Køster

Skriv et svar