Sejlerdanmarks ildsjæle

Sejlerdanmarks ildsjæle
I hver udgave af Klubliv zoomer vi ind på Sejlerdanmarks ildsjæle, der hver dag gør en kæmpe forskel for, at sejlsporten trives.
Konceptet er simpelt: hver gang beder jeg en ny person om at færdiggøre ti sætninger om foreningsliv, fællesskab og livet til søs.
Sebastian Jørgensen, 19år, Arresø Sejlklub En del af Dansk Sejlunions unge tænketank og medarrangør af UNGisejlklubben konferencen
Jeg er frivillig, fordi… jeg får energi af hele tiden at have projekter kørende, og det er fedt at se sit arbejde gavne klubben.
Jeg elsker at være på vandet, når… vi er mange mennesker ude, og vejret er varmt, mens vinden er kraftig.
Jeg lærer aldrig at… stå tidligt op, men nogle gange kan man blive nødt til det, hvis man vil ud og sejle langt.
Jeg har først for nyligt opdaget… hvor meget jeg egentlig har behov for at have de her projekter som frivillig, og hvor meget mere engageret man er i dem, når det er noget man gør, fordi man selv synes, det er spændende.
Det bedste ved sejlads er… følelsen, når der kommer masser fart på, og man ved, at man ser mega godt ud😉
Ombord kan jeg ikke undvære… snacks til længere sejladser.
Den bedste sejloplevelse, jeg har haft, var… enten da jeg stod i trapezen for første gang på vores Hobie Cat, eller da vi sejlede på vores træners båd om natten.
Jeg drømmer om at… blive sindsygt god til sejlads og surfing, så jeg selv kan træne andre unge.
Min klub er… et mega fedt sted at være, og den kommer til at udvikle sig til et centralt sted for ungdomslivet i vores område.
Det vigtigste for sejlsportens udvikling er… unge mennesker, som interesserer sig for sejlsporten og gerne vil udvikle både sig selv og deres klub.

0 kommentarer

Skriv et svar