Bestyrelsens beretning for 2020.

Som lovet på nys overstået ordinær generalforsamling så følger hermed bestyrelsens beretning.

Bestyrelsens beretning for 2020
Når vi i skrivende stund sidder og reflekterer over året der gik, 2020, så må vi sige at det var
et underligt år. Fuldkommen a-typisk. Alle aktiviteter var aflyst i kortere eller længere tid. Alle
vores tiltag med sponsorater og erhvervs medlemmer blev sat på pause. Hvervningen af nye
ungdomsmedlemmer gennem samarbejde med Helsinge ungdomscenter og Ramløse skole
blev sat på pause. Naturens dag o-lign blev aflyst.


Men:


Både onsdags og torsdagsejladserne blev gennemført, og ungdomsafdelingen hold sit
aktivitetsniveau. Der har vi 3 gode og velfungerende udvalg. Stor tak til dem fra bestyrelsen.


Klubhuset har været lukket ned en stor del af tiden.
Alle fester og socialt samvær blev sat på et minimum eller aflyst.


Til gengæld lykkedes det Maria Havnefoged at få afholdt nogle rigtig gode arbejdsdage.
Og Maria fik også gennemført optagning og isætning af både på corona-forsvarlig vis.
Resten af bestyrelsen takker Maria for hendes store indsats.


Og så må vi ikke glemme det helt fortryllende dage med isbåde i vinters. (godt nok i 2021)
Hvor var det ærgerligt at vi ikke kunne åbne klubhuset og sælge øl-pølser og varm kakao.


Det positive i al den aflysning var dog, at klubbens økonomi blev konsolideret. Vi har
simpelthen brugt færre penge.


Bestyrelsen har brugt efteråret til at udarbejde et nyt havnereglement. Vi har valgt at gøre
det sådan at vi fjerner de paragraffer i vores vedtægter der omhandler havnereglementet og
andre reglementer, og tilføjer i vedtægterne, at det er bestyrelsens ansvar at udarbejde og
vedligeholde div. reglementer. Det vil dog stadig være generalforsamlingen der fastsætter
prisen på havnepladserne. Det betyder i praksis at havnereglementet skal vedtages på et
bestyrelsesmøde og offentliggøres i referatet. Alle ændringer i reglementerne skal ligeledes
vedtages og offentliggøres i referaterne. Dvs at der er fuld åbenhed om hvad og hvorfor ved
ændringer. Vi henstiller til at evt. diskussionen om dette punkt tages under punktet
“vedtægtsændringer.”


Bestyrelsen har udsendt vores aktuelle “forslag” til et nyt havnereglement på medlemsforum.
Ikke fordi det kan eller skal vedtages i dag. Men vi har bedt om kommentarer til
havnereglementet. Der har ikke været nogen skriftlige kommentarer til bestyrelsen. Men vi
har af omveje hørt, at nogle medlemmer har kommentarer alligevel. Dem vil vi gerne vende
med forsamlingen. Men vi henstiller til, at vi tager diskussionen om selve havnereglementet
op under eventuelt, da havnereglementet ikke er sat på som punkt på dagsorden til
vedtagelse.


Da generalforsamlingen ligger så sent på året vil det også være relevant at orienterer om lidt
af det der er sket i dette forår.
Omkring havneudvidelsen er der sket det at havneudvidelsen er medtaget i kommunens
plan for de næste 5 år, således at den “øvre” del af området bliver udlagt som byzone og
den nedre del “tættest på og ud i søen” udlægges som landzone med havneareal som
formål. Vi er ikke bekendt med at der har været indsigelser imod dette.
Kommunen skal nu behandle alle indsigelserne og revidere kommuneplanen inden den kan
endeligt vedtages, måske en gang i efteråret.


Bestyrelsen arbejder på at indkalde alle interesserede foreninger til et stiftende møde til en
“Interesse foreningen for udvidelse af Ramløse havn”. Det er muligt at foreningen på sigt kan
ændres til en slags brugerråd. Med flere brugere på havnen kommer vi nok ikke udenom en
slags brugerråd, Men samtidigt vil vi i sejlklubben gerne bevare den afgørende stemme og
retten til at administrere havnen. Formanden har haft kontakt til Fonden Realdania, og dansk
Sejlunion, som begge gerne deltager og RealDania er ikke afvisende for at gå økonomisk
ind i projektet, dels med havneudvidelsen. men også med byggerierne på havnen.


Men, kære medlemmer, lad nu være med at piske en stemning op omkring løse rygter og
forskellige tidlige forslag. Mange forslag vil blive luftet og vendt i en sådan forening, men det
er vores opfattelse at der er så mange dygtige folk, bl.a. i Realdania, at når vi når til et
forslag vi kan stå inde for så vil det være rigtigt godt.


Men intet vil blive afgjort uden at I medlemmer vil blive spurgt, og undervejs kender vi jo
medlemmernes holdninger, holdninger der også er repræsenteret i Bestyrelsen.


Ungdomsafdelingen har på eget initiativ søgt Kvickly Helsinge om et sponsorat til deres nye
Hobie-cat 16, og vi var nede ved Kvickly med båden ved den officielle uddeling af
sponsorater. Vi fik sagt takt og fik taget billeder, Kvickly var meget glad for at ungdomsafd.
mødte op med båden.


Næstformand Michael har gennemgået strømforsyningen på havnen og styringen af lyset på
fyr og båker. Der er nu fuldkommen overblik over ledningsnumre, styringer mm. Der forestår
dog stadigt et arbejde med opsætte kontakter til Kajakkerne, og til udskiftning af diverse
samledåser og kontakter. Bestyrelsen takker Michael for indsatsen.


Bestyrelsens håb for dette efterår er at vi kan få genoptaget alle vores aktiviteter,
(ungdomsafd. er allerede igang med at få etableret kontakt til HUC om et samarbejde) og vi
håber at få holdt en rigtig god fest eller to. Det trænger vi til.


Til slut kan nævnes at Anders Andersen ikke ønsker at fortsætte i bestyrelsen, som det jo
fremgår af indkaldelsen. Anders har været bestyrelsesmedlem i en del omgange, også
havnefoged i en del år. Bestyrelsen vil benytte lejligheden til at takke Anders for det store
arbejde gennem årene og ønske Anders god vind bag egen rorpind de næste forhåbentlig
mange år.


Mvh Bestyrelsen.

Skriv et svar