KAJAKINFO
09.05.15
Til medlemmerne af Arresø Sejlklub
Jeg skal være den første til at
beklage den drejning stemningen i vores sejlklub har taget.
Det er aldrig sjovt når manglende
information, dårlig kommunikation og forskellige frustrationer og
uheldige udtalelser får lov at tage styringen i en klub.
Samtidig er jeg ked af og uforstående
overfor, at kajakafdelingen, som i længere tid har arbejdet med at
få etableret eget kajakklubhus på havnen, bliver omtalt som en flok
udbrydere..
I november sidste år gik
kajakafdelingen (med sejlklubbens støtte) i gang med at undersøge
mulighederne for at etablere et kajakklubhus på havnen, så vi som
selvstændig klub kunne sige ja til flere roere og vokse frit.
Forudsætningen for at få et møde i
stand med kommunen omkring etablering af klubhus var, at vi stillede
med en kajakbestyrelse og kajakklub-vedtægter. Det blev derfor
iværksat (dog uden stiftende generalforsamling)
Kajakafdelingen har siden søgt midler
hos Prioriteringspuljen til et Havnehus, der udover at huse
kajakklubben også skal være åbent for andre brugere af havnen.
Bl.a. skal huset indeholde offentlige toiletter og mulighed for
samarbejde med diverse institutioner.
Der var søgt til flere projekter fra
sejlklubbens side. Vi blev derfor fra kommunen og andre involverede
bedt om at finde fælles projekt fra sejlklubben og valgte i den
forbindelse, at støtte op om Havnehuset-projektet.
Men det er en lang proces med et sådant
hus, og vi må forvente en langvarig sagsbehandling.
For fortsat at kunne søge diverse
fonde og lignende til etableringen af Havnehuset er det nødvendigt
for os, der ansøger, at søge med eget cvr-nummer. Derfor skal vi
have en selvstændig kajakklub at søge fra. Der kan ikke søges på
sejlklubbens cvr-nummer, da sejlklubben jo netop ikke skal finansiere
Havnehuset.
Det er vigtigt, at vi, som ansøgere af
Havnehuset, kan opbygge egenkapital, da det er et krav i flere fonde,
at ansøger selv har startkapital. Klubkajakker er derfor særdeles
vigtige for os, da vi uden dem ikke har mulighed for at uddanne nye
medlemmer og dermed ikke har mulighed for at opbygge egenkapital til
at søge midler for…
Det er vigtigt for mig at understrege,
at kajakafdelingen på ingen måde ønsker at løbe med sejlklubbens
materiel (kajakcontainer og klubkajakker). Men vi har ikke haft den
opfattelse, at sejlklubben ønskede at bevare kajakafdelingen.
Vi har tværtimod troet, at det var en
lettelse for klubben, at sende kajakkerne vel videre, så sejlklubben
igen kunne koncentrere sig om kølbådssejlads, hvilket en majoritet
i bestyrelsen på sidste generalforsamling jo også mere end
antydede.
Kajakafdelingen har hele tiden været
af den opfattelse, at sejlklubben ønskede, at kajakkerne fik deres
eget og gerne ville støtte op om det projekt.
Vi ser ikke os selv som udbrydere, der
forventer finansiering af kajakklubben for sejlklubbens midler. Vi
vil bare gerne ro på vores smukke sø og nyde havneområdet. Og vi
vil gerne være flere. Det kan kun lade sig gøre med en selvstændig
kajakklub, der kan vokse, som den vil.
Derfor har vi handlet, som vi har.
Hvorom alting er, så glæder jeg mig
til at få tingene på plads på den ekstraordinære
generalforsamling og til at få en afklaring på fremtiden for vores
klubber.
Og så håber jeg ligesom Henning, at
vi kan få den venlige og positive atmosfære tilbage på havnen.
Camilla Falk – Kajakafdelingen
